Vang Havn

Vang Havn på Bornholm

Vang Havn kan besejles dag og nat, dog ikke i hård vind fra nordvest. Men fortøjer du i mellembassinet, så er havnen sikker under alle vindforhold. Havnen har tre bassiner og i de to sydligste er der etableret nye træbroer. Her er god plads til gæstesejlere. Tæt ved lystbådehavnens toiletter og baderum findes en grillhytte, som står til gæstesejlernes rådighed. Havnekiosken »Bixen« har åbent i sommermånederne og her skaffes alt, der ikke er på lager! Her ligger også en dejlig restaurant med udsigt over havet.

Vang, der oprindeligt er et fiskerleje, har desuden været udskibningshavn for granit, som indtil for få år siden blev brudt i Ringebakkerne. Et synligt minde om nyere tids granitproduktion er ”Vang Pier” syd for byen, der nu også rummer en mindre sandstrand samt udspringsmuligheder.

Historien om områdets granitbrydning formidles i den lille stråtækte bygning på havnen. Byen slynger sig på malerisk vis op ad den stejle kystskråning, og et godt udgangspunkt forl vandreture til naturområderne Slotslyngen og Ringebakkerne med de mange nedlagte stenbrud. Havnen har sin helt egen stemning af fred og idyl og kan byde på fine spisemuligheder.

Blandt stedets seværdigheder kan nævnes øens eneste bevarede vandmølle med overfaldshjul, samt kunstneren Peter Bonnéns bro over kløften ved stenbruddet syd for havnen.

500 meter nord for havnen danner ”Pissebækken” Danmarks højeste vandfald, der dog ikke altid er vandførende som følge af den lange, solrige bornholmske sommer.

Vang Havn

Vang 99
3799 Hasle

Tlf.: 56 96 92 69
40 23 57 79

[email protected]